Carla, Tilde, Tjalfe og Kalle

Navn: Carla (3-farvet hun - langhåret), Tilde (3-farvet hun - korthåret), Tjalfe (rød/hvid han -langhåret) og Kalle (sort/hvid han - korthåret) 

Type: Indekatte

Særlige hensyn: Pelspleje er påkrævet hos Carla og Tjalfe

Alder: Ca. 12 uger primo september. Klar til hjem medio/ultimo september

Befinder sig i: Frederikssund
Formidlingsgebyr: Kr. 1200,- pr. killing. Herudover 
anbefales tegning af en sygeforsikring - f.eks hos Dyreforsikringdanmark.dk 


Disse 4 skønne killinger blev fundet i en kompostbunke i Ølsted sammen med deres mor da de var 1-2 uger. Familien kom i pleje i Frederikssund hos plejer Cecilie, hvor de har vokset sig til nogle skønne og smukke pelstotter. 


CARLA er en meget nysgerrig, legesyg og menneskeglad lille pige. Hun er altid fuld af energi og giver til enhver tid et smil på læben. Hun er den mindste i kuldet, men alligevel har hun altid været et skridt foran de andre. Hun elsker at putte i sofaen, og nyder al opmærksomhed.

KALLE er en legesyg, men en lidt tilbageholdende dreng. Han elsker at lege vildt med de andre, og har bare sin helt egen personlighed. Han er lidt forsigtig, men i store træk en glad og kærlig lille fyr.


TJALFE er en rigtig lille charmetrold med charme, selvtillid og lækkert hår -  hvis han selv skulle sige det. Han er meget kontaktsøgende, og har en helt speciel kærlighed for fødder og sure sokker. Han elsker en vild fangeleg med de andre, men er heller ikke bleg for en god morfar på sofaen.

TILDE er en lidt sensitiv pige, men med en masse krudt i måsen. Hun er den fødte mussefanger og har allerede de fleste teknikker (indenfor fangst af legetøj) på plads.


Hvis du er interesseret i at høre mere om de 4 skønne pelstotter og evt. aftale et besøg, så send en mail til joan@kattehjaelp.dk og fortæl hvad slags hjem/liv du kan tilbyde. 

BETINGELSER VED ADOPTION:


Nordsjællands Kattehjælp formidler KUN katte og killinger videre, der har fået hele ”pakken” Det vil sige de er neutraliseret, øre- eller chipmærket, 1. gangs vaccineret, sundhedstjekket, samt orme- og loppebehandlet. Vores katte og killinger formidles ikke til blivende hjem, før vi vurderer at de er klar til det - og vi gør en stor indsats for at matche kat og ejer, så vi er sikre på at man passer godt sammen. Drømmer man om at have et kuld killinger, så anbefaler vi at man istedet melder sig som frivillig plejefamilie for en herreløs missemor hos os eller en af Danmarks mange internater.


Alle vores katte er i private plejefamilier. Vi er IKKE et internat.


Små killinger (3-4 mdr) formidles som udgangspunkt kun ud sammen 2 og 2 - medmindre der en sød kat i hjemmet i forvejen.


Vi formidler primært indekatte og kun i særlige tilfælde formidler vi katte til hjem som fritløbere. Her kræver vi udeliv langt fra farlig trafik.


Ved reservation af killing/er under 12 uger, betales halvdelen af formidlingsbeløbet til foreningens konto og der fremsendes fakturakvittering. Beløbet refunderes ikke såfremt kommende ejer fortryder sin reservation. Er foreningen ikke i stand til at komme i kontakt med kommende ejer (efter gentagne forsøg) når katten/killingen er klar til at flytte, så betragtes det som fortrydelse.