Nyttige links og praktisk info

Hvad gør jeg, hvis jeg finder en forladt killing?


I første omgang, er det vigtigt at sikre sig at killingen virkelig er forladt af deres mor. Alt efter killingens alder kan der gå 3-8 timer imellem at moderkatten vender tilbage for at die sine killinger.


Herefter er det meget vigtigt at en kold og forkommen killings kropstemperatur er oppe på 35 grader før man giver den mad. Læg evt. en flaske varmt vand ned til den som varmedunk (pak flasken ind i håndklæde). I akutte tilfælde gives fysiologisk sukkervand (fremstilles af 55 g. druesukker opløst i 1 liter vand - hvis du ikke har druesukker, kan 1 dl. puddersukker anvendes i stedet).


Når killingen har opnået normal kropstemperatur kan den fodres med modermælkerstatning. Husk at der både skal bøvses af og rengøres bagi efter hvert måltid. Se video der viser hvordan ved at scrolle ned.


Nordjyllands Hittekilling har lavet en fin lille anvisning på pleje og pasning af killinger på deres hjemmeside som du finder ved at klikke her


Vildtlevende katte, tilløbende katte, nødstedte katte, påkørte katte - hvad gør du?


Vildtlevende katte (ej tamme)

Kontakt din kommune for at få en rekvisitation til indfangning via Kattens Værn. Desværre har mange kommuner fravalgt samarbejdet med Kattens Værn. I så fald må du selv kontakte Kattens Værn eller Dyrenes Beskyttelse og aftale nærmere.


Nordsjællands Kattehjælp kan desværre ikke hjælpe med vildtlevende katte. Vi modtager kun tamme, herreløse katte i pleje. Vi hjælper dog gerne ved genudsætningsprojekter, hvor du er indstillet på selv at betale et mindre beløb til dækning af dyrlægeudgifter og skrive under på en foderværtaftale. Katten genudsættes og er herefter dit ansvar som fodervært. I særlige tilfælde har vi mulighed for at yde økonomisk hjælp ved større genudsætningsprojekter. Kontakt os på info@kattehjaelp.dk for at høre nærmere.


Tilløberkatte (tamme)

Tjek først om katten er øremærket eller chippet. Øremærke fremgår tydeligere ved indgnidning af lidt madolie eller ved at lyse bagfra på øret med en lommelygte. Kan du aflæse øremærket, så kan du finde ejeren via ovenstående links til de danske registre (sæt evt. * ved ulæselige tegn).  Chip skal tjekkes ved dyrlægen via en chipscanner.


Er katten ikke mærket eller er det ikke muligt at finde frem til ejer, så skal katten fremlyses. Sæt opslag op i nærområdet i minimum 3 dage, efterlys den på Facebook i lokale grupper. Nordsjællands Kattehjælp har f.eks. oprettet en gruppe der hedder ”Fremlysning og efterlysning af katte i Helsingør Kommune” Er du ikke bosat i Helsingør Kommune, så tjek om der findes lignende Facebookgrupper i dit lokalområde.


Kontakt os på info@kattehjaelp.dk eller via vores Facebook gruppe for at få hjælp til pleje af katten, mens katten er fremlyst. Dukker der ikke en ejer op, vil vi forsøge at hjælpe så katten enten kommer ind i pleje eller ud i et blivende hjem. Det er et krav at alle katte er steriliseret/kastreret, mærket/registreret og vaccineret før de sendes ud i blivende hjem. 


Tilskadekommen kat, hvad gør jeg?

Nødstedt, tilskadekommen eller påkørt kat.

Kontakt straks nærmeste dyrlæge, Falck eller Dyrenes Beskyttelse på deres akutnummer 1812.

Man må IKKE selv aflive et påkørt dyr. Kontakt i stedet Falck eller dyrlæge/dyrlægevagten.


Trafikdræbt kat

Er katten øremærket, kan du finde ejeren via ovenstående links til de danske registre (sæt evt. * ved ulæselige tegn).

Hvis øremærket ikke kan læses tydeligt, så kontakt 1812 eller nærmeste dyrlæge.