Perle

Navn: Perle

Type: Indekat

Køn: Hunkat

Alder: 3 år
Farve: Sort

Særlige hensyn: Klar til hjem den 10. juli 2020

Befinder sig i: Kvistgård
Status: Steriliseret, vaccineret, øremærket og chippet. Ormebehandlet. Medbringer sundhedsbog. 
Formidlingsgebyr: Kr. 1050,-
Herudover anbefales tegning af en sygeforsikring - f.eks hos Dyreforsikringdanmark.dk 


Perle blev indleveret sommeren 2017 hos dyrlægen som ung tilløber i en have i Kvistgård. Hun blev steriliseret mv. og blev boende hos familien der fandt hende. Men hun blev aldrig tillidsfuld nok til berøring og efter knap 1½ år kom hun ind i pleje hos foreningens formand Joan pga problemer med hjemmets anden hunkat. 


Umiddelbart gad hun ikke andre katte, var ligeglad med legetøj og var heller ikke speciel madglad. I lang tid boede hun i kattevolieren og nød tydeligvis at have fred og ro. Den 1. marts flyttede hun ind på katteværelset (i plejemors anneks) og da Danmark kort efter lukkede ned pga corona blev annekset samtidigt hjemmearbejdsplads og god mulighed for socialisering.


Og hun er blevet SÅ sød og kærlig en pige. Hun elsker sin drillepind med den grønne fisk og kan lege længe og vildt med den. Vi har fundet ud af at Kitekat vådmad med sovs er godt som en lille forkælelse indimellem (glem alt om kylling, rejer og andet lækkert). Hun spiser også efterhånden en del forskellige godbidder og flydende lakse-stænger. Bedst af alt er dog hendes tørkost. Hun står i vinduet og venter når man kommer ud til hende og stamper af længsel. Elsker at kæle og deler gerne kindkys ud til dem hun kender. 


I forbindelse med at hun blev klar til hjem, så var hun omkring dyrlægen til revaccine og tjek og desværre havde hun fremskredent paradentose. Hun har derfor været igennem omfattende tandbehandling og har i dag kun hjørnetænderne tilbage. Til gengæld er smerterne i munden væk og der burde ikke komme flere udgifter på tænder fremadrettet. 


Hun er en selvstændig kat, der er på ved kontakt og elsker at kæle, men som går hen og lægger sig ligeså snart hun fornemmer at opmærksomheden ikke længere er rettet mod hende. Hun er en mild og rolig kat, der ikke fylder meget og som forsvinder under sengen hvis der sker for meget omkring hende - men som hurtigt er tilbage til nus og kæl. Hun er en super sød kat der blot har brug for et hjem uden alt for meget uro. Hun formidles derfor ikke til hjem med små børn. Et hjem hos en enlig eller hos et roligt par vil være det optimale for hende. Hun skal bo som en forkælet enekat og man skal være indstillet på evt. at besøge hende et par gange før evt. overtagelse. 


Hvis du er interesseret i at høre mere og evt. aftale et besøg, så send en mail til joan@kattehjaelp.dk og fortæl hvad slags hjem/liv du kan tilbyde.

BETINGELSER VED ADOPTION:


Nordsjællands Kattehjælp formidler KUN katte og killinger videre, der har fået hele ”pakken” Det vil sige de er neutraliseret, øre- eller chipmærket, 1. gangs vaccineret, sundhedstjekket, samt orme- og loppebehandlet. Vores katte og killinger formidles ikke til blivende hjem, før vi vurderer at de er klar til det - og vi gør en stor indsats for at matche kat og ejer, så vi er sikre på at man passer godt sammen. Drømmer man om at have et kuld killinger, så anbefaler vi at man istedet melder sig som frivillig plejefamilie for en herreløs missemor hos os eller en af Danmarks mange internater.


Alle vores katte er i private plejefamilier. Vi er IKKE et internat.


Små killinger (3-4 mdr) formidles som udgangspunkt kun ud sammen 2 og 2 - medmindre der en sød kat i hjemmet i forvejen.


Vi formidler primært indekatte og kun i særlige tilfælde formidler vi katte til hjem som fritløbere. Her kræver vi udeliv langt fra farlig trafik.


Ved reservation af killing/er under 12 uger, betales halvdelen af formidlingsbeløbet til foreningens konto og der fremsendes fakturakvittering. Beløbet refunderes ikke såfremt kommende ejer fortryder sin reservation. Er foreningen ikke i stand til at komme i kontakt med kommende ejer (efter gentagne forsøg) når katten/killingen er klar til at flytte, så betragtes det som fortrydelse.

Kontakt os på info@kattehjaelp.dk

CVR nr. 37805335

Konto: reg 5357 konto 0246871

Mobilepay 94686 (donation)

Vi er godkendt af indsamlingsnævnet