Dora

Dora 

Huskat / hunkat

Alder: Fra juli 2023
Status: Søger tålmodigt og fleksibelt hjem - gerne landligt / mulighed for fritløb på sigt

Befinder sig i Helsingør 
Steriliseret, vaccineret, øremærket og chippet. Medbringer sundhedsbog og madpakke til den første tid i nyt hjem. 
Pris kr. 1450,-  Herudover anbefales tegning af en sygeforsikring. 
Formidler: Joan Andersen - kontakt via joan@kattehjaelp.dk 


For at komme i betragtning til en af vores katte, skal man sende en mail til formidler og fortælle hvem man er, hvad man kan tilbyde samt oplyse hvem familien består år (børn/alder, dyr/hvilke) samt kort fortælle om de umiddelbare nære omgivelser såfremt man søger kat til fritløb. Herudover kontaktinformationer inklusiv adresse og telefonnumre. Vi gennemgår alle skriftlige henvendelser, der opfylder ovenstående og vender tilbage med svar til alle.


Dora var den sidste killing der kom ind fra en større indfangningssag i Kvistgård og den eneste fra sagen, der endnu ikke har fået et hjem. Hun er lidt en fri sjæl og ikke specielt interesseret i menneskekontakt - udover når det handler om mad, snacks og legetøj. Hun har muligvis oplevet at blive jagtet og er derfor blevet håndsky.

Hun kunne løftes og kæles ganske forsigtigt, da hun kom ind mens hun sad i karantænebur, men efter hun er kommet ud på mere plads er hun for hurtig til at trække sig og hun kan stadig finde på at hvæse, når hun bliver forskrækket. Hun kan dog stadig kæles når hun får en flydende snack, men det virker ikke til at være noget hun hverken nyder eller sætter pris på.

Hun udholder det dog gerne for at få sin yndlings snack fra Vitakraft. Måske kan man arbejde bedre med hende hvis hun bor som enekat, men man skal så være indstillet på at det kræver vedholdenhed og tålmodighed. 


Vi søger et hjem til hende hvor hun på sigt kan få lov at leve et liv udenfor, hvis det viser sig at være det hun har brug for - og hvor hun selv vælger menneskekontakt til eller fra. Så et hjem på en gård, hvor man vægter kattenes trivsel højt, eller et lille hus på landet, hvor man søger en musefanger men hvor man samtidigt er indstillet på at holde hende inde de første mange måneder og arbejde på socialisering og tilknytning, inden hun får lov at komme ud.

Hun søger altså en tålmodig og erfaren ejer, der er fleksibel i forhold til hendes fremtidige behov.